Millionindustri på vej mod Hirtshals

Hos Mærsk er man meget tilfredse med at have haft to borerigge til service i Hirtshals. Og spiller man kortene rigtigt, så kan millionkontrakter og arbejdspladser være på vej til havnen

Det er anden sommer i streg Mærsk Drilling har sat en borerig til service i Hirtshals havn. Og selvom firmaet er dansk, så er årsagen til valget af den nordjyske havn som servicestation valgt ud fra en ganske anden betragtning end at støtte landsmænd.

"Vi vælger ikke en havn fordi den er i Danmark, vi vælger den fordi den lever op til de krav vi har, og så naturligvis at prisen er den rigtige. I Hirtshals har lokalområdet stor forståelse for at vi arbejder 24 timer i døgnet, hvilket er en afgørende faktor for os. Det koster os 2 millioner kroner i døgnet at ligge i havn, så kunne vi kun arbejde halvdelen af døgnet ville det i dette tilfælde betyde en merudgift på 160 millioner kroner," fortæller teknisk chef i Mærsk Drilling Frederik Smidth til TV2 Nord.

Mærsk Giant der i øjeblikket ligger til kaj er 160 meter højt og arbejder primært i farvandet omkring Norge. De 80 dages opgradering forlænger levetiden med cirka 10 år. Men det er langt mere end 80 dage der er gået med arbejdet.

"Jeg har sammen med mine kollegaer planlagt denne opgradering i de seneste 18 måneder. Vi har en miutiøs plan for, hvad der skal ske hver eneste dag, tid er penge, mange penge," siger projektleder hos Mærsk Drilling Erik Jensen til TV2 Nord.

I Esbjerg har man siden 1980?erne gjort det til et speciale at opgradere og servicere boreplatforme som Mærsk Giant der i øjeblikket ligger i Hirtshals Havn. Men med det samarbejde man hos Mærsk har oplevet fungere perfekt i Hirtshals, så ser man stort potentiale i at samarbejde med den nordjyske havn.

"Vi fordobler de kommende år vores flåde fra 15-30 platforme. Det betyder, at der de kommende år kommer flere serviceeftersyn. Hirtshals har den geografiske placering og den helt rigtige indstilling, så jeg har meget svært ved at se, at vi ikke komme til at bruge havnen i fremtiden. Samtidig er vi jo ikke den eneste operatør på markedet, så med det rette lobbyarbejde kan man sikkert også få kunder andre steder fra," siger Frederik Smidth.

Og netop fordoblingen af flåden kan også få direkte påvirkning på andre nordjyder med tilknytning til havnene.

"Vi skal ansætte 3000 medarbejdere de kommende år. Det er folk der skal arbejde på vores platforme. Historisk set har vi rekruteret mange folk fra fiskeindustrien, så hvis det skulle være folk fra den branche der er interesserede i et job, så bliver der en god mulighed for det de kommende år,"slutter Frederik Smidth.

Efter planen stævner Mærsk Giant ud fra havnen i Hirtshals til september. Den er, præcis som Mærsk Guardian der sidste år lå til kajs, allerede blevet en turiskmagnet udover at generere handel hos både hoteller og restauranter i byen.


Seneste nyt

fra Nordjylland