Millionstøtte på vej til udsatte familier i Morsø Kommune

Den A.P. Møllerske Støttefond har doneret 6,5 millioner kroner til Morsø Kommunes indsats overfor udsatte familier.

Et pilotprojekt, der indtil videre har kørt med fire familier, bliver nu for alvor sat i værk i Morsø Kommune. Projektet arbejder med at få udsatte familier på fode igen - i sær med fokus på, at børnene i familierne får sikret fremtiden.

- Vi tager udgangspunkt i, at et barn er i klemme. I en familie, hvor der er mange komplekse problemer med for eksempel ledighed og udfordringer med skole, kan familien have kontakt til rigtig mange sagsbehandlere. Med projektet hjælpes familierne ved, at de nu har én kontaktperson, der fungerer som mentor og som kan hjælpe med kontakten til sagsbehandlere på Jobcenteret og i Center for Børn og Familier mv., fortæller Peder Hanghøj, direktør for Børn og Kultur i Morsø Kommune. 

For at det kan lade sige gøre donerer Den A.P. Møllerske Støttefond 6,5 millioner kroner. Projektet skulle hjælpe de udsatte familier til at blive selvhjulpne, så de kan få en almindelig hverdag, hvor familieliv og økonomi spiller sammen. 

- Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at de fleste børn og unge klarer sig godt og i store træk trives. Det er de få udsatte og de få i risiko, som vi hjælper med dette projekt. Det er vores grundlæggende tanke, at forældres øgede tro på deres egne evner og en øget trivsel har en positiv afsmittende effekt for børnene. Vi vil gerne opnå, at forældrene kommer tættere på arbejdsmarkedet, og børnene får færre problemer i hverdagen, fortæller Peder Hanghøj.

Det forventes at 8-10 familier i starten vil være inddraget i projektet. Projektet løber over tre år, og man regner med, at der inden projektets afslutning har været 25 familier igennem. 

Den A.P. Møllerske Støttefond donerer over de kommende år 750 millioner kroner til en indsats på socialområdet. Det 6,5 millioner kroner til Morsø Kommune er en del heraf. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland