Millionstøtte skal få børn væk fra skærmene

Børn skal have et frirum fra de digitale medier, derfor åbner Kunsten i Aalborg nu et Kreativitarium. Her skal børnene kunne lege med kunsten.

Ipads, digitale skærme og online platforme har gjort sit indtog på museerne. Det øger formidlingen, men kan have den bagside, at kreativiteten kommer i baggrunden. Nu skal børns leg og kreativitet have lov til igen at blomstre uden teknologi på Kunsten i Aalborg.

- Vi vil være et kreativt helle i en digital tidsalder – og give børn mulighed for at opleve ro, nærvær, handlekraft og skaberkraft med egne hænder i mødet med billedkunsten. Projektet understøtter museets vision: Nemlig at skabe grobund for bedre børneliv og at sikre alle børns adgang til kunst og kreativitet i region Nordjylland. Samtidig bidrager projektet til at give bedre muligheder for undervisning i kreativitet inden for både skoleverdenen og museumsverdenen, siger museumsdirektør Gitte Ørskou.

quote Vi vil være et kreativt helle i en digital tidsalder – og give børn mulighed for at opleve ro, nærvær, handlekraft og skaberkraft med egne hænder i mødet med billedkunsten.

- museumsdirektør Gitte Ørskou

Målet er, at der over de tre år, som projektet løber, vil være 75.000 børn, som får mulighed for at opleve kreativiteten på nærmeste hold. Børnene skal blive klogere på egne hænders muligheder og opleve, hvordan læring opstår i dialog mellem kroppens og hjernens arbejde.

Nordea-fonden har støttet projektet med 11,2 millioner kroner.

- Gode vaner dannes fra barnsben, og med den nye indsats vil tusindvis af nordjyske børn møde Kunsten og kunstnere i øjenhøjde og selv opleve glæden ved egen skaberkraft, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør for Nordea-fonden.

Projektet løber over tre år, og i løbet af den tid vil der være mere end 1000 workshops på museet. Børnene vil kunne opleve Kreativitarium på museet fra den 1. september, hvor de i udstillingen Farvens Kraft kan skabe et fælles værk af farvede former.

Kunsten i Aalborg har fået 11 millioner til at skabe kunst til børn.

Seneste nyt

fra Nordjylland