Mini demo i Brovst

Fire personer demonstrerede for SIAD. Til højre står formand Anders Gravers. Foto: Bruno Stagsted

Partiet "Stop Islamiseringen af Danmark" forsøgte i dag at melde sig ind i valgkampen i Jammerbugt Kommune. Kun fire mødte op.

Det islamkritiske parti SIAD demonstrerede i dag i Brovst på gågaden for at gøre opmærksom på partiets mærkesag, som er asylpolitik.

Flere borgere havde kun hovedrysten til overs for demonstranterne, der bestod af formand Anders Gravers og tre støtter.

- Jeg regner ikke med, at de får nogle stemmer, siger forbipasserende Gunnar Christensen fra Brovst.

Partiet stiller for første gang op til kommunalvalgt i Jammerbugt Kommune. Formand Anders Gravers siger:

- Vi skal simpelthen gå en tur op igennem byen og vise, at vi er her, og hvad vi står for. Vi er her for at sige: Asylstop nu!

Demonstrationen blev overvåget af flere politibetjente.

Andre lokale politikere var også på gågaden i Brovst, og tog afstand fra SIAD-demonstrationen. Heriblandt borgmester Mogens Gade og byrådsmedlem Ole Stavad.

- De har jo deres ret til at være her. Men jeg håber at borgerne i Jammerbugt Kommune, de er så kloge, at de ikke spilder deres stemme på sådan noget, siger byrådsmedlem Ole Stavad fra Socialdemokraterne.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord