Minister åbner op for mere gødning

Foto: TV2/Nord

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen sender i dag et lovforslag i høring, der baner vejen for, at landmænd kan gøde mere og sikre et ordentligt proteinindhold i dansk korn.

Et nyt lovforslag skal give landmændene større mulighed for at give deres afgrøder mere gødning. Og i landbruget jubler man over udsigten til at kunne gøde mere på markerne.

Mangel på kvælstof i vækstperioden har i denne vækstsæson været så udtalt, at danskerne må se frem til, at stadig mere brødmel, mere maltbyg og mere dyrefoder skal hentes uden for landets grænser, for herhjemme har jorden givet op, skriver Bæredygtiigt Landbrug.

Men nu kommer der en håndsrækning fra regeringen, der den 28. september sender et forslag i høring, der, hvis det bliver gennemført, vil give danske landmænd mulighed for at give mere gødning til deres planter.

Forslaget har været længe undervejs, og det får da også rosende ord med på vejen fra Flemming Fuglede Jørgensen, formand i Bæredygtigt Landbrug.

- Det er meget tilfredsstillende, at vores juridiske arbejde og diskussioner med ministeren nu får den betydning, at der kan tildeles mere gødning. Det er livsvigtigt for planterne, men i særdeleshed for dansk landbrug, siger formand Flemming Fuglede Jørgensen til Bæredygtigt Landbrug.

For lidt gødning på danske marker giver en dårlig kornkvalitet som følge af et lavt proteinindhold. Når danske landmænd ikke må gøde ligeså meget som deres udenlandske konkurrenter, kan de ikke producere korn med en kvalitet, der svarer til det, landmænd i nabolandene kan producere.

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen tager derfor nu et opgør med de danske særregler på gødningsområdet og sender i dag et lovforslag i høring, som skal give landmændene mulighed for at gøde mere.

- Vi skal både have vækst og et godt vandmiljø. Derfor skal landmænd have lov til at gøde mere, mens vi fastholder vores miljøforpligtelser over for EU. Regeringen kommer med en samlet Fødevare- og Landbrugspakke i efteråret, der vil styrke danske landmænds konkurrenceevne. Vi skal af med de generelle regler og lave målrettede indsatser, der hvor der er behov. Lovændringen er godt et skridt på vejen, siger Eva Kjer Hansen i en pressemeddelelse.

Baggrunden er blandet andet et fald i proteinindholdet i dansk korn gennem flere år. De foreløbige opgørelser fra grovvarebranchen indikerer, at årets samlede hvede- og byghøst vil have et gennemsnitligt indhold af protein, som er rekordlav.

Ændringen af gødskningsloven er en forudsætning for, at miljø- og fødevareministeren kan nå at ændre gødningsreglerne inden den nye dyrkningssæson i foråret. Udfasning af gødningsnormer er en del af 16-punktsplanen, der blev meldt ud af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti før Folketingsvalget i juni i år.

- Det ville have været bedst, hvis vi allerede nu havde det faglige grundlag på plads for den fremtidige miljøindsats. Men da gødskningsreglerne skal være på plads inden 1. februar næste år, er det nødvendigt at sende lovforslaget i høring allerede nu, siger Eva Kjer Hansen.

Har du et godt tip?