Minister drøfter vækst på Portland

Troels Lund Poulsen er fredag på beskæftigelsesvisit på Aalborg Portland, hvor han skal se nærmere på virksomhedens nyeste produktionslinje.

Der var lærlinge, beskæftigelse og vækst på dagsordenen, da beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen (Venstre) besøgte Aalborg Portland fredag.

Ministeren skulle blandt andet, som en af de første, se nærmere på virksomhedens sjette produktionslinje, som for nylig er taget i brug efter en investering på 50 millioner kroner. Det har øget væksten og resulteret i 20 nyansættelser.

 

- Vi er glade for, at Troels Lund Poulsen prioriterer at besøge os. Vi har tidligere haft en positiv dialog med ham på erhvervsområdet, og nu ser vi frem til at tage imod ham som beskæftigelsesminister og til at drøfte den aktuelle beskæftigelsessituation, fortæller Managing Director Michael Lundgaard Thomsen fra Aalborg Portland.

Samtidig får ministeren lejlighed til at tale med nogle af Aalborg Portlands mange lærlinge. Virksomheden er kendt for at have et stabilt højt antal lærlinge, som lige nu ligger på 22.

- Vi har haft et konstant optag af lærlinge også i kriseårene, og det kommer os til gavn nu. Faktisk har vi i dag det højeste procentuelle antal lærlinge blandt procesindustrivirksomheder i Danmark, og det er en væsentlig fødekanal til nye fastansættelser, siger Michael Lundgaard Thomsen.

Beskæftigelsesministeren var efter besøget glad for at have set virksomheden og lagde blandt andet vægt på, at den internationale virksomhed nu øger produktionen.

- For mig er det en stor oplevelse at se en vigtig virksomhed i Nordjylland, som Aalborg Portland er. Og det er også en virksomhed som regeringen har haft fokus på i forhold til at afvikle PSO-afgiften og nedsætte NOx-afgiften, og det er noget, der gør, at der kan skabes flere arbejdspladser i Nordjylland, og det er præcis derfor, jeg er her i dag.

Og så mødte han nogle af mange lærlinge virksomheden uddanner hele tiden.

- Det er en virksomhed, der betyder meget for nærområdet, men også en virksomhed, der er gode til at tage lærlinge og uddanne de faglærte personer, vi får brug for i fremtiden, og jeg har også fået lejlighed til at møde nogle af dem. Det er en god oplevelse for mig som beskæftigelsesminister at se, at der bliver ansat flere medarbejdere og at man er med til at uddanne nye faglærte medarbejdere, sagde ministeren

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland