Minister giver grønt lys til forundersøgelser af havvindmøller

Den sidste politiske sten på vejen mod havvindmøller ud for Frederikshavn er væk - nu kan forundersøgelserne begynde.

Næsten 300 meter høje vindmøller ved Hirsholm ud for Frederikshavn kan meget vel blive en realitet. Lokale virksomheder støtter op, kommunalbestyrelsen i Frederikshavn Kommune har sagt ja, og nu har energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt også givet sit besyv med.

Han har nemlig givet grønt lys til at lave de nødvendige forundersøgelser. Det betyder at selskabet, der gerne vil opføre vindmøllerne, European Energy, kan gå videre med projektet.

- Det er en fin meddelelse at få umiddelbart før jul. Vi har været begejstrede for den dialog, vi har haft med borgere, politikere og erhvervsliv i Frederikshavn. Derfor glæder vi os til at arbejde videre med projektet, siger Joachim Steenstrup, kommunikationschef i European Energy.

Ingen indsigelse fra byrådet

Tilladelsen til forundersøgelsen kommer, efter Frederikshavn Kommune efter en afstemning i byrådet afviste at bruge sin indsigelsesret mod vindmøllerne.

Dermed blev det endeligt op til minister Lars Christian Lilleholt at afgøre, om European Energy kunne gå videre med projektet. Den beslutning har han nu truffet.

- Når nu 20 ud af 29 byrådsmedlemmer kan se fornuften i det her projekt, så er det positivt, at også ministeren bakker op og giver grønt lys til en forundersøgelse, siger Birgit S. Hansen, borgmester i Frederikshavn Kommune.

Projekt justeret efter kritik

Projektet består af fem testhavmøller, to med en maksimal højde på 200 meter og tre møller med en maksimal højde på 265 meter. Der vil være cirka 3,5 kilometer fra den nærmeste mølle til land.

Og det er et projekt, der har mødt højlydte protester fra især beboerne på øen Hirsholm, hvor havvindmøllerne efter planen skal opføres ganske tæt ved. Her frygter man støjgener, lyspåvirkninger og skyggekast. Derfor har European Energy nedjusteret både højden og antallet af planlagte havvindmøller.

- Vi vil nu bruge 2019 på at få lavet en grundig undersøgelse af, hvad projektet betyder for miljøet omkring Frederikshavn. I den forbindelse vil vi arrangere høringer i Frederikshavn, hvor vi vil diskutere resultaterne af miljøundersøgelsen, fortæller Joachim Steenstrup fra European Energy.

Selve byggeriet af parken er planlagt til at finde sted i 2021-2022.


Seneste nyt

fra Nordjylland