Minister i samråd: Nordjysk hjemmehjælper havde mere end 30 besøg på én vagt

Ældreminister Thyra Frank var i dag kaldt i samråd. Det sker oven på TV2 Nords dækning af alt for pressede arbejdsvilkår for SOSU-assistenter.

Thyra Frank (LA) skulle redegøre for, hvordan ældre borgere sikres værdig pleje og omsorg, når SOSU-assistenterne tilsyneladende har for travlt.

Samrådet kommer ovenpå TV2 Nords historie om Nanna Irina Svensson fra Brovst, der i december stod frem og fortalte om, hvordan hun oplevede at skulle besøge 38 borgere i løbet af en arbejdsdag på syv en halv time.

- Jeg regnede jo ud, at jeg havde 11 minutter per borger, og det er altså inklusiv kørsel og inklusive at læse op på, hvad jeg skulle gøre hos den enkelte borger samt at skrive journal, og så er der altså ikke mange minutter tilbage til borgeren i sidste ende, fortalte Nanna Irina Svensson i december.

Nanna Irina Svensson stoppede i hjemmeplejen som følge af de pressede arbejdsdage, hvor hun ofte måtte undlade at holde spise- eller toiletpause i løbet af en hel vagt, hvis hun skulle nå alle sine opgaver.

Thyra Frank understregede i dagens samråd, at borgerne skal sikres den hjælp, de har brug for, og samtidig skal SOSU-assistenterne have ordentlige arbejdsvilkår. Ifølge ministeren er det de kommunale arbejdsgiveres ansvar.

Video fra samrådet på Christiansborg.

Ifølge ældreministeren og Aalborg Kommunes opgørelser var antallet af borgere, som Nanna Irina Svensson skulle hjælpe lavere end 38. Oversigten viser stadig flere end 30 besøg.

quote Jeg mener faktisk ikke, at vi kan sætte på, hvor meget tid der skal sættes på, for at det kan være værdig ældrepleje

Thyra Frank, Sundheds- og Ældreminister, Liberal Alliance

Nanna Irina Svensson fastholder, at det var 38 borgere, der var på hendes liste den givne dag.

- Jeg mener faktisk ikke, at vi kan sætte på, hvor meget tid der skal sættes på, for at det kan være værdig ældrepleje. Mit udgangspunkt er, at kommunerne skal tilrettelægge arbejdet, så medarbejderne har mulighed for at udføre en værdig ældrepleje, siger Thyra Frank under samrådet.

Sundheds- og Ældreministeriet vil nu sammen med Kommunernes Landsforening undersøge SOSU-assistenternes arbejdsvilkår.

Video fra samrådet på Christiansborg.

Seneste nyt

fra Nordjylland