Minister i Sjørring

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen besøgte i dag Sjørring Maskinfabrik, fordi virksomheden er en af de bedste til at bruge jobrotation.

Jobrotation har vist sig at være et vigtigt redskab i kampen mod ledigheden i Nordjylland. Et redskab som Sjørring Maskinfabrik i Thy har været dygtig til at benytte. Derfor gæstede beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (Soc.Dem.) torsdag virksomheden for at høre om oplevelserne med brugen af jobrotation.

- Jobrotation kan mere, end hvad vi egentlig gik og håbede på. Det vil sige, der både er nogen, der får uddannelse, der bliver skabt jobåbninger - men der er også rigtig meget, der tyder på, at folk efterfølgende kommer i rigtigt arbejde. Og så kan det næsten ikke blive bedre, siger ministeren.

Jobrotation betyder, at ledige ansættes som vikarer, mens fastansatte er på efteruddannelse. En ny undersøgelse viser, at to ud af tre arbejdsløse i Nordjylland får et fast arbejde efter en tur i jobrotation.

- Så Nordjylland viser lige nu vejen, synes jeg, i forhold til, hvor vigtigt jobrotation er som redskab, siger Mette Frederiksen.


Seneste nyt

fra Nordjylland