Minister på besøg: Undersøger undervisning tæt på virkeligheden

Torsdag besøger minister for børn, undervisning og ligestilling Aalborg Handelsgymnasium for at se, hvordan skolen arbejder med at bringe undervisningen tættere på den virkelighed, eleverne skal ud i.

Det kan ofte være en udfordring at gøre undervisningen virkelighedsnær. Men på Aalborg Handelsgymnasium arbejder de med at tilrettelægge undervisningen, så den både motiverer eleverne og forbereder dem på, hvad der venter dem på arbejdsmarkedet. De erfaringer skal minister for børn, undervisning og ligestilling, Ellen Trane Nørby, høre om, når hun torsdag besøger skolen.

Her arbejder man blandt andet med praksisnær undervisning i det obligatoriske ’Erhvervscase’-forløb på 60 timer, som er en del af hhx-uddannelsen.  I det forløb arbejder eleverne med en virkelig case fra en virksomhed og afslutter det med en eksamen.

- Vi ved, at motivation og læring hænger tæt sammen med oplevelsen af, at fagene kan bruges til noget i praksis. Derfor er det rigtig vigtigt, at eleverne får mulighed for at arbejde med fagene i en virkelighedsnær sammenhæng og for at bringe deres innovative evner i spil i forhold til konkrete problemstillinger, siger Ellen Trane Nørby.

Under besøget skal ministeren også tale med elever, der har takket ja til skolens frivillige tilbud om at deltage i ’Business Lift Off’, hvor der undervises i innovation og iværksætteri.

- Vi har brug for unge mennesker, som har lyst til at starte egen virksomhed. Her får eleverne mulighed for at kombinere skolegang med deres interesse for entreprenørskab og opstart af egen virksomhed, siger Ellen Trane Nørby.


Seneste nyt

fra Nordjylland