Minister vil ikke sænke NOx-afgift

Sagsbenhandling om NOx-bundfradrag trækker ud, men skatteministeren vil ikke suspendere afgiftsforhøjelser.

EU-kommissionen er i øjeblikket i gang med at behandle det danske ønske om at indføre et forhøjet bundfradrag i NOx-afgiften, der kan spare danske virksomheder som for eksempel Aalborg Portland for millioner. Forslaget skal behandles i EU-regi, fordi der ikke må være tale om ulovlig statsstøtte.

Men indtil forslaget er færdigbehandlet og eventuelt godkendt må de danske virksomheder betale den fulde afgift - også efter at afgiften blev forhøjet. Det fremgår af et svar fra skatteministeren som det nordjyske folketingsmedlem Torsten Schack Pedersen (V) har modtaget på et spørgsmål om hvorvidt ministeren ville overveje at suspendere afgiftsforhøjelsen indtil forslaget om et bundfradrag i afgiften er godkendt.

De nedslående nyheder forstærkes hos Torsten Schack Pedersen af at skatteministeren ikke selv er gået ind i sagen, men har ladet den blive på embedsmandsniveau.

Skatteministeriet skriver i svaret til Torsten Schack, at det forhøjede bundfradrag vil blive givet med tilbagevirkende kraft.


Seneste nyt

fra Nordjylland