Minister vil se nærmere på nordjysk togdrift

Birgitte Josefsen, Venstre. Foto: Daniel Mikkelsen

Debatten om den nordjyske togdrift fortsætter. Nu vil transportminister Hans Christian Schmidt se nærmere på DSBs planer om en forringelse af togtrafikken til og fra Nordjylland.

Fra december 2011 skal intercity-togene, der bringer passagerer til og fra Nordjylland, erstattes med 30 år gamle tog. Sådan lyder meldingen fra DSB. Men måske der er håb forude, for de nordjyske togpassagerer.

Nu har Transportminister Hans Christian Schmidt nemlig udbedt sig en redegørelse fra DSB med løsningsforslag, så blandt andet halvtimedriften i det nordjyske bliver optimal og leveret med tog af en god kvalitet og standard. Transportministeren har bedt om redegørelsen, efter folketingsmedlem Birgitte Josefsen (V), har drøftet sagen med ham. Hun fortæller til TV2/NORD, at ministeren kommer med en redegøelse tirsdg eller onsdag.

Valgkampen har øget debatten om togtrafikken til og fra Nordjylland, og Birgitte Josefsen (V) skyder nu skylden for problemerne på socialdemokraterne.

Hun skriver følgende i en pressemeddelelse:

I 1999 købte daværende Socialdemokratiske trafikminister de nye IC4 tog, og siden har vi i Danmark stået med det ene problem efter det andet.

For det første blev der indkøbt tog som ikke var færdigudviklet, og ikke afprøvet. For det andet var det en dyr investering.

Det er disse fortidens synder der nu indhenter os og skaber problemer for den Danske togdrift. Disse forhold glemmer de Socialdemokratiske folketingsmedlemmer, som i disse dage er ved at falde over hinandens ben, for at komme først med at kræve nye tog til Nordjylland.

Flere nyheder fra TV2 Nord