Minister vil stille mere konkrete krav

 Minister vil stille mere konkrete krav

Fødevareminister Eva Kjer Hansen vil finde nye måder at vurdere, hvor meget landbrugets brug af sprøjtegifte skader miljøet.

En ny handlingsplan for at nedsætte landbrugets forbrug af sprøjtegifte skal indeholder mere præcise måltal og virkemidler for, hvordan målene kan nås.

Det lover fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) efter en workshop torsdag, hvor blandt andre Danmarks
Naturfredningsforening og Dansk Landbrug gav deres bud på, hvordan en afløser for Pesticidhandlingsplan 2004-2009 kan blive mere effektiv.

Målet i den nuværende plan om at få behandlingshyppigheden ned er langt fra opfyldt. Begrebet, der siger noget om, hvor hyppigt landmændene kører ud med sprøjten, er udtænkt for at sige noget om miljøbelastningen fra landmændenes sprøjtning.

Men Eva Kjer Hansen er parat til at skifte det begreb ud med en anden måde at vurdere sprøjtegiftes belastning af miljøet.

- Det har gjort indtryk på mig, at vi tilsyneladende mangler redskaber til at vurdere, hvor meget pesticiderne belaster miljøet. Jeg synes, vi skal se mere på, hvad der skader miljøet og skaber problemerne, hvilke pesticider der bliver anvendt, hvor belastende de er, og hvordan man kan udvikle noget sprøjteteknologi, så man kan bruge dem mere målrettet ud fra ønsket om ikke at skade miljøet, siger Eva Kjer Hansen.

Ud over pesticidhandlingsplanen blev landbrugets efterslæb med at lave randzoner langs vandløb drøftet på workshoppen, hvor miljø- og fødevareordførere fra regeringspartierne, DF og De Radikale også deltog. Det er de partier, der står bag den gældende aftale.

En ny plan bliver en del af den samlede miljø- og landbrugsplan, Grøn vækst, som regeringen offentliggør ved
årsskiftet.
/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland