Minister vil stramme hooligan-grebet

Justitsminister Morten Bødskov vil gøre det muligt at slå hårdere ned over for hooligans. Foto: TV2/Nord

Justitsministeren vil have skovlen under danske hooliganer. Mere registrering af bøllerne kan være løsningen.

Skal det være lettere at blive registreret i hooliganregistret, når man ikke opfører sig ordentligt til en fodboldkamp? Skal politiet have beføjelser til at flytte store kampe, hvis der er optøjer under opsejling blandt tilskuerne?

Det er nogle af de tiltag, der torsdag er blevet drøftet af justitsministeren, DBU, Divisionsforeningen samt seks af landets største fodboldklubber.

- Noget af det, vi ser på, er, om det er for svært at havne i hooliganregistret. Skal der for meget til? Vi ser på omfanget af balladen, man skal lave, før man havner i hooliganregistret, siger justitsminister Morten Bødskov (S).

Årsagen, til at diskussionen om hooliganproblemet for alvor er blusset op, er den ballade, der udspillede sig i forbindelse med Superliga-kampen mellem AaB og FCK i begyndelsen af marts, hvor 22 AaB-fans blev anholdt, allerede inden kampen gik i gang.
Kampen blev afbrudt af dommeren, da flere fans kastede kasteskyts efter spillerne på banen.

For at undgå lignende optøjer har justitsministeren blandt andet talt varmt for at give politiet flere magtmidler til at gribe ind over for fodboldbøllerne.

- Man skal tænke sig godt om, i forhold til hvordan man tilrettelægger højrisikokampe og kampprogrammet. Det er vigtigt, at man ikke starter med den kamp, som de fleste ballademagere har ventet på at komme med til, siger han.

- Det handler også om, at politiet som alleryderste konsekvens skal have lov til at flytte kampe, hvis det bliver nødvendigt, fortsætter ministeren.
Efter dagens stormøde er det planen, at parterne mødes igen efter sommerferien.

På den baggrund vil regeringen fremlægge en samlet pakke om en forstærket indsats mod fodboldbøllerne.

/ritzau/