Lastbil i solouheld ved Elling: Minkfoder spredt ud over cykelsti

Ingen personer kom til skade ved uheldet, der skete på Skagensvej uden for Frederikshavn. Oprydningen er nu helt afsluttet.

En lastbil fyldt med minkfoder var torsdag formiddag klokken 10.21 involveret i et mindre færdselsuheld på Skagensvej mellem Frederikshavn og Skagen.

Her kom lastbilen kørende med lav fart på vej ud af en rundkørsel, hvorefter den af ukendte årsager begyndte at tippe om på siden.

- Det hele foregik stille og roligt, fordi farten var så lav, men lastbilen ender alligevel helt omme på siden, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Mads Hessellund.

Dele af foderet sev ud af lastrummet og blev spredt ud over vejen og cykelstien.

- Men både bilister og cyklister kunne stadig køre rundt om, så det har ikke været til gene for trafikken, oplyser vagtchefen.

Lastbilchaufføren kom ikke noget til, og han slap for en tur på hospitalet.

Firmaet, der ejer lastbilen og minkfoderet, har selv ryddet op efter ulykken og fjernet lastbilen.

En lastbil forulykkede torsdag formiddag på Skagensvej mellem Frederikshavn og Skagen.
En lastbil forulykkede torsdag formiddag på Skagensvej mellem Frederikshavn og Skagen.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland