Mishandlet hund er forsvundet i Hune

Skuespiller Vicki Berlin og hundens ejer beder indtrængende om hjælp til at finde en hund, som blev reddet efter grusom mishandling af sin første ejer. Nu er hunden blevet væk fra dens nye familie.

Der indløb i dag to efterlysninger på samme hund i vores mailboks på redaktionen:

- Vores hund er løbet væk - har du set hende? Hunden er løbet væk fra Blåbærskrænten i Hune, Blokhus, lørdag den 11. juli klokken 22, lød meldingen fra Mirja Holm, som er hundens ejer og formand for dyreværnsorganisationen OASA.

Den lille hund har haft en grusom opvækst hos sin tidligere ejer. Vedkommende mishandlede den, slog den og skar dens stemmebånd over, så den ikke længere kan gø.

Mirja Holm tog hunden til sig for at give den et nyt og værdigt liv og havde den med på ferie i det nordjyske.

- Hunden har det bedre og har knyttet sig til Mirja og hendes familie, og sammen var de i sommerhus i nærheden af Blokhus, men desværre stak den altså af fra dem lørdag aften, skriver skuespiller Vicki Berlin i en indtrængende mail til redaktionen.

Hunden er en lille abrikosfarvet puddel, ikke meget større end en kat, og på grund af de overskårne stemmebåden kan den ikke gø. Og derfor heller ikke gøre opmærksom på sig selv, hvis den skulle sidde fast et sted.

Folk opfordres derfor til at se efter i haver, skure og udhuse, hvor hunden kan sidde og gemme sig.

- Hunden er meget bange for andre mennesker, så prøv ikke at fange denmen kontakt i stedet hundens ejer på telefon 2730 3838 / 2620 6710 eller 2021 4463, skriver Vicky Berlin.

Familien udlover en dusør for oplysninger, der fører til fund af den lille hund.

- Jeg ved godt, at det er svært at bede om mediernes hjælp til at lede efter en lille hund, da der er mange dyr der løber væk. Men denne lille hund har bare været igennem så meget, så jeg er bare nødt til at spørge og krydse fingre for, at det kan lade sig gøre, skriver Vicky Berlin i sin email.

Oplysninger er hermed givet videre.


Seneste nyt

fra Nordjylland