Missing People og dykkerhold går ind i eftersøgningen af 81-årig

Efter anmodning fra den 81-åriges pårørende går Missing People nu ind i eftersøgningen af 81-årige Jens Hvirvelkær. Dykkere er også sendt i vandet.

Det er endnu ikke lykkedes Nordjyllands Politi at finde 81-årige Jens Hvirvelkær, der natten til tirsdag forsvandt fra sit plejehjem i Nibe. Efter anmodning fra de pårørende bliver Missing People nu del af eftersøgningen.

- Vi har talt med politiet om, hvordan vi bedst kunne hjælpe. Og vi får nu en sektor, som vi skal stå for at søge i, fortæller Rene Nielsen fra Missing People.

Politiet søger i øjeblikket i udkanten af Nibe, da de ikke har haft held til at finde Jens i Nibe by. Alligevel er det ved plejehjemmet, hvor Jens Hvirvelkær forsvandt, at Missing People starter eftersøgningen.

- Vi regner med, at vi sammen med de frivillige bliver en 25-50 stykker. Blandt andet er Landbrugsskolens elever meget ivrige efter at hjælpe. Så starter vi simpelthen derfra, hvor han forsvandt, og så arbejder vi os udad, siger Rene Nielsen.

Da Jens Hvirvelkær forsvandt, havde han kun ganske lidt tøj på. Kombineret med det kolde vejr de seneste dage, frygter Rene Nielsen det værste.

- Det har været meget koldt de seneste dage, og vi ved, at han ikke er kendt for at gå ind i folks skure. Men vi håber da, at han måske har søgt læ. Tiden er virkelig imod os, og det ser sort ud. Men derfor håber vi stadig på miraklet.

Missing Peoples eftersøgning går i gang klokken 16.

Her til eftermiddag blev der så også sendt en dykker og flere overfladedykkere i vandet fra Aalborgs Beredskab. De leder omkring Nibe Jollehavn. Det samlede beredskab sætter altså hårdt ind på at finde 81-årige Jens Hvirvelkær.


Seneste nyt

fra Nordjylland