Mand anholdt: Mistænkt for at skyde 6-årig med luftgevær

En 42-årig mand er fredag blevet anholdt og sigtet for grov vold mod et 6-årigt barn.

Den 1. juni blev en seksårig dreng ramt i benet af et hagl, som Nordjyllands Politi formoder er affyret fra et luftgevær. Episoden udspillede sig i Fjerritslev.

Nordjyllands Politi har siden efterforsket sagen og i dag, fredag den 7. juni, har politiet anholdt en 42-årig mand som mistænkes for at have affyret skuddet. Manden er bosiddende i Nordjylland.

Det er blandt andet videoafhøringer af den forurettede dreng og andre vidner, der har ledt politiet på sporet.

- Vi fik under vores efterforskning en række informationer, der pegede på den 42-årige mand. Derfor blev han i dag klokken 07:36  anholdt, siger den ansvarlige for politiets efterforskning, vicepolitiinspektør Frank Olsen.

Manden er blevet løsladt igen efter afhøringen, men politiet opretholder sigtelsen ligesom efterforskningen af sagen fortsætter.


Seneste nyt

fra Nordjylland