Mistænkte drabsmænd er stadig på fri fod

Foto: Per Frank Paulsen

01:56

1 af 2

Politiet har i nat og i dag jagtet to formodede gerningsmænd til drabet på en 35-årig mand i Haverslev. De to mistænkte har rockerrelationer.

Nordjyllands Politi efterlyste i morges to personer, der er mistænkt for at have stukket en 35-årig mand ihjel onsdag aften. Politiet har endnu ikke fundet dem, selvom der har været en intensiv efterforskning i gang siden drabet.

- Status er, at de stadig er eftersøgt. Vi har brugt hele natten og hele dagen på at søge efter dem på alle de steder, vi kan tænke, at de kan være, men de er ikke fanget endnu, siger Carsten Straszek, der er politikommissær ved Nordjyllands Politi. 

Læs også 35-årig mand dræbt med kniv - gerningsmænd efterlyses

På de to eftersøgtes Facebook-sider kan man se, at de begge sympatiserer med rockergruppen Satudarah, der stammer fra Holland, men som har haft grupper i Danmark siden 2013. 

Den ene af de to har et coverbillede af en stor gruppe mænd iført Satudarah-uniformer. Derudover er der på hans profilbillede et hjerte med påskriften "1919". Tallet er et anvendt symbol i gruppen. 

Den anden mistænkte skriver også "1919" på sin Facebook-side. Blandt hans interesser, kan man se, at han har liket flere sider, der omhandler våben og slagsmål. 

Hvis man har oplysninger i sagen, eller hvis man genkender en af de to på gaden, så skal man holde sig fra at tage kontakt til dem, men i stedet ringe til politiet på 114:

- Man skal ikke prøve at pågribe dem, men blot ringe til os, så kommer vi og henter dem. Jeg vurderer ikke, at de er farlige for almindelige mennesker, men det er en opgave for politiet at anholde dem, siger Carsten Straszek. 

Politiet fik en anmeldelse om et voldsomt slagsmål ved tankstationen i Haverslev i nat klokken 21.28. Da politiet nåede frem, kunne de konstatere, at en person var stukket med en kniv. Han blev senere erklæret død af en læge. Politiet har natten igennem været massivt til stede ved gerningsstedet:

- Det er en alvorlig sag, når nogen bliver slået ihjel, så vi gør selvfølgelig, hvad vi kan for at sikre de spor, der er og snakke med de vidner, der er der og for at pågribe gerningsmændene. 

I nat klokken 3 anholdte politet en 20-årig mand i Aalborg. Politiet vil ikke sige, hvilken relation han har til drabet. Han blev løsladt her til morgen, men han er stadig sigtet i sagen. 

Opdatering 16. september klokken 10:06: Navne og billeder af de to mistænkte har tidligere fremgået af artiklen. Da begge er blevet anholdt, er dermed ikke længere er efterlyst, er navne og billeder blevet fjernet.