Mistanke om krænkelser på Læsø Skole

Det var i Læsø Bio i Byrum, at informationsmødet for forældrene blev holdt. Foto: Jesper Christiansen

Flere børn på Læsø Skole er muligvis blevet krænket af en ansat på skolen. Derfor indkaldte Læsø Kommune tirsdag forældrene til informationsmøde om sagen.

Mere end 100 forældre var tirsdag eftermiddag til møde i Læsø Bio til informationsmøde om mulige krænkelser af børn på skolen. Hvor mange sager det drejer sig om, ønsker socialchef i Læsø Kommune, Lotte Keller, ikke at oplyse.

Læs også Efter flere måneders jagt: Uønsket muntjak-hjort skudt på Læsø

- Det kan jeg ikke komme ind på. Der er rigtig mange hensyn, som vi skal tage i den her sag, siger hun.

Hun ønsker heller ikke at kommentere på, hvor mange indberetninger der foreligger, eller hvad de konkret handler om.

I følge TV2 Nords oplysninger har flere børn fortalt, at de har været udsat for blufærdighedskrænkelser. Hvilken karakter blufærdighedskrænkelserne skulle have er uvist.

Til informationsmødet i Læsø Bio deltog udover Læsø Kommune også repræsentant fra Nordjyllands Politi, en psykolog og myndighedsafdelingen i Frederikshavn Kommune.

- Med det kendskab som vi har, så var det vores vurdering, at det gjaldt om at få den information, som der er givet fra politi, psykolog og familieafdeling bredt ud til rigtig mange, siger Lotte Keller, Socialchef i Læsø Kommune.

02:02 Luk video

Det var flere indberetninger om mulige krænkelser af børn, som fik Læsø Kommune til at holde mødet. På mødet blev forældrene orienteret om sagen, ligesom de fik gode råd til, hvordan de skal forholde sig, hvis der børn fortæller at de har været udsat for noget.

Selv om politikommissær Henrik Skals fra Nordjyllands Politi  deltog i informationsmødet, så ønskede han ikke at kommentere sagen, da der ikke foreligger en anmeldelse mod personen.

Der går i alt 206 børn på Læsø Skole og Børnehuset. Det er uvist hvor mange af skolens elever, som har været udsat for de mulige krænkelser, som i følge indberetningerne er udført af en af skolens 18 ansatte.

Forsiden lige nu