Mistanke om påsat brand i Jerslev

Foto: Per Frank Paulsen

Tekniske undersøgelser af ejendomsbrand i Jerslev vækker mistanke om, at den voldsomme brand var påsat.

Kort efter midnat den 6. marts udbrød der brand i en ejendom i Jerslev. Slukningsmandskab kæmpede hele natten for at begrænse flammerne til den ene ejendom, der hurtigt blev opgivet at redde.

Nordjyllands Politi undersøgte tirsdag den nedbrændte ejendom, og det har vakt mistanke om, at branden var påsat.

- De tekniske undersøgelser gør, at vi har en mistanke om, at branden kan være påsat, og mere kan jeg ikke siger, før vi har fået svar på de tekniske undersøgelser, siger vicepolitikommissær ved Nordjyllands Politi Diana Larsen.

Det er uvist, hvornår politiet har svar på de tekniske undersøgelser. Ingen personer kom til skade i forbindelse med branden.

Flere nyheder fra TV2 Nord