"Mit Skagen"

Ny serie på TV2/Nord Salto om landets nordligste by.

Skagen er kendt af alle. Et nationalt klenodie på niveau med Tivoli, Kronborg og fodboldlandsholdet fra 1992. Lyset og kunsten. Snobberiet og uge 29. Skinken og fisken. Værfterne og cafeerne. Vesterby og Østerby. Festival og fiskerestauranter. Havnen og Højen.

I en serie på 12 programmer á 30 minutter fortæller 12 personer deres historie om Skagen. Serien "Mit Skagen" har premiere på TV2/Nord Salto mandag 6. oktober kl. 20.30 og sendes hver mandag efteråret igennem.

De 12 er enten indfødte fastboende, tilflytter-fastboende, indfødte fraflyttede eller deltids-skawboere.

Via deres historier kommer programmet rundt til dele af Skagen, der både er meget kendte og helt ukendte. For de fleste spiller havnen og naturen nøgleroller. For andre er det mennesker, der er deres Skagen.

Alle medvirkende er bedt om at vælge deres yndlingsmaleri fra Skagen, og derfor kommer der også historier om Krøyer, Anna og Michael Anker og andre af de store Skagens-malere.

De 12 medvirkende er museumsdirektør Lisette Vind Ebbesen, forfatter Kirsten Jacobsen, turistdirektør Lene Kappelborg, Marie Munch, der er 4. generation af slagterfamilien, turistguide Rita Eeg, journalist Frode Muldkjær, skuespiller Mads-Peter Neumann, fiskeeksportør Jan Nielsen, skibsbygmester Michael Venøbo, restauratørerne Jakob Sund og Jesper Winther og naturvejleder Villy K. Hansen.


Seneste nyt

fra Nordjylland