Mivs køkkenhave

Selv om køkkenet er kokken Mivs andet hjem, så bruger han også meget tid i sin køkkenhave, hvor han dyrker stort set alle restaurantens grøntsager og frugter.

Kokken Michael Pedersen, bedre kendt som "Miv", ser man oftest bag gryder og pander i madprogrammet "Mad med Miv og Møller" på TV2/ Nord. Men når han ikke laver tv eller arbejder på restauranten Villa Vest i Lønstrup, bruger han meget af sin tid i sin køkkenhave i Rubjerg.

Køkkenhaven er cirka 500 kvadratmeter stor og rummer op til 80 forskellige planter. I haven er der grøntsager og frugter nok til at Miv og hans makker Kim Møller Kjær nærmest er selvforsynende på restauranten Villa Vest. Og selv om det kræver tid og arbejde, så er det ifølge Miv det hele værd:

- Det giver jo en tilfredsstillelse som kok at kunne servere de grøntsager, som man selv har sået og hevet op ad jorden. Og så betyder det jo også, at vores råvarer er helt friske og smager af meget mere, forklarer han.

Han bruger cirka to timer hver anden dag i haven, men når man dyrker tingene selv, kan man også få de ting, der ellers er svære og dyre at få fat i.

- Som for eksempel spiselige blomster. Dem får man ikke hos en almindelig grønthandler, og hvis man er heldig at få fat i dem, så koster de som regel meget, siger Miv.

I haven er der alt fra græskar, squash til rødbeder, lavendel, bær og krydderurter. Og selv om køkkenet er som Mivs andet hjem, så nyder han også tiden i det grønne:

- Det er dejligt afstressende at komme herud og få et afbræk i løbet af dagen og få noget frisk luft, siger han.

Køkkenhaven ligger bag den nedlagte Rubjerg Skole, og jorden til haven tilhører Knud Pedersen, som er bedre kendt som knudedrejeren i Rubjerg.


Seneste nyt

fra Nordjylland