Mixeddouble skal bryde bronze-forbandelse

Joachim Fischer og Christinna Pedersen kan gøre op med mange danske nederlag i OL-bronzekampe.

Når mixeddoublen Joachim Fischer og Christinna Pedersen fredag klokken 11.30 indleder deres bronzekamp ved OL i London mod indoneserne Tontowi Ahmad og Liliyana Natsir, står der rigtig meget på spil.

Badmintonduoen kan ikke blot sikre Danmark en OL-medalje og dansk badminton den første OL-medalje i otte år, parret kan også gøre op med en meget dårlig badminton-statistik i OL-sammenhæng.

De danske badmintonspillere har historisk set været meget dårlige til at vinde bronzekampe, ja faktisk er det kun sket en gang ved OL.

I 2004 vandt Jens Eriksen og Mette Schjoldager bronzekampen i mixeddouble. Men eftersom den blev spillet mod landsmændene Jonas Rasmussen og Rikke Olsen, kunne det dårligt ende med andet end dansk sejr.

Badminton kom på det olympiske program i 1992, og dengang vandt herresinglen Thomas Stuer-Lauridsen bronze. Dengang blev der dog ikke spillet en bronzekamp, begge tabende semifinalister fik en bronzemedalje.

Her er de øvrige bronzekampe ved OL, som danske badmintonspillere har tabt i kamp mod udenlandske spillere:

1996: Damedouble: Helene Kirkegaard/Rikke Olsen
2000: Herresingle: Peter Gade
2000: Mixeddouble: Michael Søgaard/Rikke Olsen
2004: Herredouble: Jens Eriksen/Martin Lundgaard
2008: Herredouble: Lars Paaske/Jonas Rasmussen

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland