Mobiltelefon giver sunde kostvaner

En gruppe børn i Vesthimmerlands Kommune har ved hjælp af en mobiltelefon som styringsredskab tabt 3.36 kg i snit på et halvt år.

De 8 børn indtaster dagligt hvor meget og hvad de spiser på en mobiltelefon. Oplysningerne behandles af en ernæringskonsulent, der tilretter den mængde mad børn må spise. Når børnene dyrker motion, kan de så spise mere.

- Jeg synes det har været godt. Jeg har tabt mig, og fået det bedre med mig selv, siger 12-årige Johnas Knudsen fra Skivum ved Aars.

Projektet har løbet i et halvt år og styres af børn og bevægelse fra skoleforvaltningen i Vesthimmerlands Kommune i samarbejdet med selskabet Mobile Fitness.

- Det hele betyder, at børnene bliver bevidste om hvad de spiser, hvor meget de bevæger sig. På sigt kan det forhåbentlig modvirke en masse livsstilssygdomme, siger Hanne Knoblauch, leder af Børn og Bevægelse i Vesthimmerlands Kommune.

Nu skal børnene så klare sig selv i et halvt år uden en tilknyttet ernæringskonsulent inden forsøget endeligt evalueres. Peter Bregendahl-Nielsen tror det bliver svært at holde styringen, men tror nok at han klarer det alligevel.

- Min mor skal nok holde mig i ørene, siger den 11-årige Peter Bregendahl-Nielsen fra Gedsted.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord