Interesseorganisation: - Mobiltelefonerne kan forberede børnene til samfundet

Det moderne samfund har udviklet sig mere og mere i en digital retning, derfor mener hovedbestyrelsesmedlem i Skole og Forældre, Janus Boye, heller ikke, at mobiltelefonen skal helt ud af folkeskolen.

For rigtig mange mennesker er det sidste, man tjekker, inden man tager hjemmefra, om mobiltelefonen er i lommen. Mobiltelefonen har fået et større og større indpas i vores hverdag, og det gælder også i folkeskolen.

Enkelte folkeskoler har valgt helt at udelukke mobiltelefonerne fra folkeskolen, således at eleverne hver morgen afleverer deres mobiltelefoner og først får dem igen, når skoledagen er omme.

Et lidt for drastisk skridt mener Janus Boye, der er hovedbestyrelsesmedlem i Skole og Forældre. Han mener ikke, at mobiltelefonerne helt skal ud af folkeskolen. Det kom frem torsdag aften i TV2 Nords Fokus-udsendelse om unges mobilvaner.

- Mobiltelefonen kan bruges til meget. For os forældre er det arbejde, men det kan også være afslapning. Det samme gælder for børnene. Hos dem kan den bruges til læring. Det kan være at finde svaret på Google, men det kan også være at være social på en anden måde. Så der er rigtig mange facetter i det, der gør, at jeg synes, at det er okay, at de bruger den, siger Janus Boye.

Samfundet har over tiden haft en større og større digital udvikling, og derfor mener Janus Boye også, at mobiltelefonen er nødvendig for at følge samfundsudviklingen.

- Mobiltelefonen kan forberede børnene til det samfund, som de kommer ud i efter folkeskolen. Derfor er jeg i mod nogle firkantede løsninger. Jeg synes, det er fint nok, at man skal holde frikvarter uden for den digitale verden, men jeg synes ikke, at man helt skal skære den moderne teknologi ud af ligningen, siger Janus Boye.


Seneste nyt

fra Nordjylland