Mod nye højder med benene på jorden

Champions League-deltagelsen giver AaB et stort løft. Men de mange millioner kroner får ikke klubbens nyansatte direktør til at kaste om sig med penge.

Penge er rare at have. Men bare fordi man har været dygtig og heldig at få fat på en masse af de knitrende sedler med store cifre, så betyder det ikke, at man straks skal begynde at kaste sig vildt omkring med dem.

Glæde over de mange millioner
Nogenlunde sådan er holdningen hos AaB's nytiltrådte administrerende direktør, Poul Sørensen. Han glæder sig skam over de mange millioner, som strømmer ind i den nordjyske klubkasse på grund af AaB's deltagelse i Champions League. Men jysk mådehold fornægter sig ikke.

- Vi skal ikke bruge penge, som vi ikke har fået endnu. Men nogle gange skal der penge til udvikling, og det kan være, at den udvikling kan ske hurtigere, end hvis denne Champions League-deltagelse ikke havde fundet sted. Det giver forretningen AaB nogle stærkere muligheder for at udvikle sig hurtigere. Men jeg siger ikke, at vi bare skal bruge penge, fordi vi får de her penge, siger Poul Sørensen.

Beløb på 60-80-100 millioner kroner er blevet kastet op i luften, siden AaB via en samlet 4-0-sejr over litauiske Kaunas spillede sig videre til en plads i Champions Leagues Gruppe E, hvor de øvrige hold er Manchester United, Villarreal og onsdagens modstander, Celtic.

Kender ikke de reelle indtægter
På grund af Champions League-deltagelsen forventer AaB at komme ud af 2008 med et overskud på 75 millioner kroner før skat, hvilket skal lægges til klubbens nuværende egenkapital på omkring 130 millioner kroner.

Poul Sørensen henviser dog til, at AaB ikke kender sine reelle indtægter for deltagelsen i dette års turnering, både på grund af usikkerheden om klubbens meritter i turneringen, og fordi AaB endnu ikke ved, hvor mange penge klubben får i tv-indtægter.

Til gengæld føler direktøren, som blev ansat i sidste uge efter at have siddet fire år i bestyrelsen, sig sikker på, at alene erfaringerne fra Champions League vil give hele klubben et løft mod nye højder.

- Det er så kæmpestort et setup for en virksomhed som vores, at det på alle måder er med til at løfte os. Vores brand kommer ud i et langt større område, og man begynder at tale om, at vi er en del af international fodbold. Værdien af vores spillere, oplevelsen for vores spillere og tiltrækningskraften på nye spillere er langt anderledes, end hvis vi ikke havde været med, siger Poul Sørensen.

Sidegesjæfterne løber endnu ikke rundt
AaB er ikke bare fodboldholdet, men også håndbold og ishockey samt det to år gamle AaB College plus hotel og konferencevirksomhed. Sidegesjæfter som endnu ikke løber rundt, men Poul Sørensen venter, at klubben bliver bedre til at udnytte de potentielle synergieffekter ved brandet AaB.

- Jeg føler ikke, at vi er langt nok, for det er relativt nyt for alle, og man har puttet en del ting i denne virksomhed. Men jeg har sagt, at vi slet ikke var kommet i Champions League, hvis vi ikke havde lavet dette forretningsmæssige setup og dermed kunne have disse ambitioner. Ellers tror jeg ikke, at vi havde fået mulighed for at lave en kapitaludvidelse (i 2006, red.) og sikre et endnu større fundament for AaB, siger direktøren.

Ikke sikker medaljevinder hvert år
Champions League-deltagelsen og de mange millioner gør ikke, at AaB bliver en sikker medaljevinder hvert år i SAS Ligaen. Men effekten er alligevel til at få øje på, også internt i klubben, mener Poul Sørensen.

- Vi rykker simpelthen organisationen et niveau op. Jeg er sikker på, at vores sponsorer og fans også er rigtig glade for at få de her oplevelser. Når de hører Champions League-hymnen blive spillet på Energi Nord Arena den 30. september mod Manchester United, så er de glade og stolte og får mere ud af deres penge. Så er det godt at være en del af vores hold. Vi løfter helheden et niveau, og det har en langtidseffekt for virksomheden, siger direktøren.
/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland