Lader op på få minutter: Moderne el-bus kører første tur i Aalborg

Foto: Ivan Johan Hansen

Foto: Ivan Johan Hansen

Foto: Ivan Johan Hansen

02:22

En helt speciel el-bus, hvor energien bliver lagret i en kæmpestor kondensator, bliver testet fra i dag.

1 af 4

Danmarks første el-bus, hvor energien lagres i en såkaldt superkondensator, sættes tirsdag i drift i Aalborg. Den moderne teknologi gør, at bussen kan genoplades på få minutter.

En ny og topmoderne el-bus vil i de kommende måneder rulle over asfalten i Aalborg Kommune. Tirsdag morgen kørte el-bussen sin første tur fra Aalborg Lufthavn mod centrum i Aalborg, og i de næste seks måneder bliver det til mange flere ture.

Bussen er den første af sin slags i Danmark. Det, der gør den speciel, er, at den er udstyret med en såkaldt superkondensator. Superkondensatoren gør el-bussen i stand til at køre mellem 30 og 40 kilometer på en opladning, og samtidig er det hurtigt at genoplade bussen. Det tager nemlig kun seks minutter.

  Foto: Ivan Johan Hansen

- Det var fantastisk at få lov at køre den første tur. Bussen er CO2-neutral, og det giver en dejlig følelse af, at man gør noget godt for verden, at vi nu har CO2-neutrale el-busser frem for busser, der kører på diesel, fortæller chauffør Kent Rank Jensen, som sad bag rattet på jomfruturen.

Busverdenens Formel 1

Det er det kinesiske firma Aowei, der har udviklet superkondensatoren. Firmaet har etableret sit nordiske forsknings- og udviklingscenter for superkondensatorer i Aalborg og har i den forbindelse stillet en 12 meter lang superkondensatorbaseret el-bus til rådighed for Aalborg Kommune i seks måneder.

- Som chauffør skal man være opmærksom på ladeniveauet, fordi hvis der kun er 10 procent strøm tilbage på batteriet, så kører bussen ikke længere. Støjniveauet er til gengæld meget lavere, og der er ingen tvivl om, at denne form for bus er fremtiden. Det er Formel 1 inden for busverdenen, siger Kent Rank Jensen.

Den nye el-bus skal køre på linje 12 mellem Aalborg Lufthavn, Kennedy Arkaden og Aalborg Universitet og vil også køre på linje 2. Aalborg Kommune har besluttet, at alle nye busser fra 2020 skal være CO2-neutrale.

Læs også Nordjylland først med banebrydende busser: Skal køre på brint

Flere nyheder fra TV2 Nord