Moderne Junglebog nu uden dyr

Når Det Hem'lige Teater på lørdag starter deres sommerforestillinger bliver det med en gammel klassiker i fokus. Fortællingen om Mowgli er dog moderniseret en smule - og er nu uden dyr.

Selvom der står Mowgli øverst på programmet er der langt fra den historie om Junglebogen som de fleste kender og så den, Det Hem'lige Teater fremfører henover sommeren.

- Den tager udgangspunkt i Kiplings originale fortælling. Så der bliver ikke meget Disney over det, siger instruktør Flemming Lindvang til TV2/Nord.

Mowgli er nemlig blevet til en pige, aberne opfører sig som en gruppe festaber og faktisk er dyrene slet ikke dyr.

- Vi vil ikke have skuespillerne til at rende rundt på alle fire. Så vi tager fokus i den dyrenes menneskelige karakter, siger Flemming Lindvang.

Men selvom det måske kan være svært at skelne, hvilket dyr der er hvad, så er det overordnede tema stadig det samme.

- Det handler om jungleloven. Sheer Khan vil have magten , og den autoritet gør Mowgli opgør med, siger Flemming Lindvang.

Forestillingen bliver vist i Karolinelund fra på lørdag og to uger frem. Her vil tilskuerne blive guidet rundt i parken til over ti forskellige scener og altså lære mere om den originale fortælling om Junglebogen - nu uden dyr.


Seneste nyt

fra Nordjylland