Mødte vidner i byen - slog dem i ansigtet

En ung mand er anholdt og skal fremstilles i grundlovsforhør efter at han natten til lørdag begik vold mod to jævnaldrende udenfor et diskotek i Aars.

En ung mand i starten af 20'erne, kan se frem til en lørdag præget af tømmermænd - i hvert fald moralske.

Omkring klokken 03:15 natten mellem fredag og lørdag gjorde han sig nemlig til voldsmand for anden gang på kort tid, efter at han uden for diskoteket Crazy Daisy i Aars opsøgte to jævnaldrende mænd og slog dem flere gange i ansigtet med en knytnæve.

- De kommer ikke alvorligt til skade, men vi har alligevel anholdt gerningsmanden og vil have ham fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling, forklarer vagtchef ved Nordjyllands Politi Mogens Hougesen.

Årsagen til, at den ellers banale voldssag nu kan ende med at den unge gerningsmand skal bag tremmer, er at de to mænd, der natten til lørdag blev udsat for vold, har vidnet mod gerningsmanden i en anden voldssag fra 2. august - og at det er politiets opfattelse, at det er den direkte årsag til, at den unge mand begik overfaldet natten til lørdag.

Både gerningsmanden og de to ofre kommer fra Aars-området.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland