Møllgaard bekræfter dialog med klubber

Foto: Jesper Lange

Profilen for Aalborg Håndbold er i kontakt med flere klubber, hans kontrakt med nordjyderne udløber til sommer

Igennem flere sæsoner har Henrik Møllgaard været en af profilerne på det nordjyske ligamanskab. Men nu kan spilfordeleren meget vel være tabt for Aalborg Håndbold.

- Jeg er i kontakt med flere klubber, det kan jeg bekræfte. Jeg har også snakket forlængelse af min kontrakt med Aalborg, men jeg har endnu ikke skrevet under på noget i nogen klubber, siger Henrik Møllgaard til TV2/Nord.

Ifølge TV2/Nords kilder i håndboldmiljøet, så præsenteres Henrik Møllgaard i morgen formiddag som ny spiller i Skjern Håndbold. Møllgaards kontrakt med Aalborg Håndbold udløber til sommer.

Direktør i Aalborg Håndbold Jan Larsen vil ikke kommentere på Henrik Møllgaards mulige klubskifte.

- Jeg vil ikke kommentere på forhandlinger om spillerkonstrakter. Hvis der sker forandringer på vores trup, så sender vi en pressemeddelse ud, siger Jan Larsen til TV2/Nord.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord