Morsingboer deltager i kræftforskning

Forskningsprojekt på Mors skal kortlægge skaldyrs effekt på kroppens forsvar mod kræft

Spisning af skaldyr som muslinger og østers styrker kroppens naturlige værn mod kræft. Det er tesen bag et treårigt forskningsprojekt, som får base på Dansk Skaldyrscenter i Nykøbing Mors.

Projektet med et budget på fem mio. kr. fra fonde er udviklet i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse. Det gennemføres af forskere fra bl.a. Århus Universitetshospital/Aalborg Sygehus og Danmarks Tekniske Universitet.

Når skaldyr er interessante i forhold til kræft, skyldes det deres indhold af selen. En ny amerikansk undersøgelse viser, at kroppens indhold af mikronæringsstoffet selen har direkte betydning for risikoen for at få kræft. Især lungekræft og prostatakræft. Danskernes selen-niveau er meget lavt i forhold til f.eks. amerikanerne.

Projektet på Mors skal afsløre, om flere østers og muslinger på den danske menu har positiv effekt på kræftrisikoen. Muslinger og østers er sammen med fisk nogle af de fødevarer med mest selen. Forsøget på Mors skal fastslå, hvor meget man skal spise af dem for at styrke kroppens naturlige værn mod kræft optimalt. Derfor skal en befolkningsgruppe på Mors i en periode indtage flere skaldyr end normalt og have målt effekten på deres selen-niveau.

/ritzau/

Flere nyheder fra TV2 Nord