Morten Duncan til AaB

Morten Duncans AaB-skifte er gået i orden. Angriberen Morten "Duncan" Rasmussen skifte til Superliga-klubben AaB er gået i orden. Aftalen er godkendt af FIFA 

AaB's aftale med Morten Duncan Rasmussen er netop blevet godkendt af fodboldforbundet FIFA.
Dermed har AaB for den resterende del af sæsonen sikret sig forstærkning i form af angriberen fra den tyske Bundesliga-klub Mainz 05.
Morten Duncan Rasmussen er udlejet til Mainz 05 fra den skotske storklub Celtic, der i januar 2010 købte angriberen hos Brøndby I.F.
Faktisk var det under den nuværende AaB-cheftræner Kent Nielsen, at Morten Duncan Rasmussen i efteråret 2009 viste storform med 12 scoringer i 15 kampe.
I Brøndby-tiden blev det i alt til imponerende 44 ligamål i 84 kampe for Morten Duncan Rasmussen.
- Efter de seneste par døgns turbulens er vi ikke mindre glade for at have hentet Duncan, konstaterer AaB's sportsdirektør Lynge Jakobsen.
- Vi har længe ledt efter en rigtig target-spiller, og reelt har vi ikke rådet over sådan en type, siden vi solgte Rade Prica til Sunderland.
- Målet for både Duncan og AaB er optur og fælles succes, og vi har stor tiltro til, at Duncan vil gøre vores offensiv mange procent bedre, siger Lynge Jakobsen.
26-årige Morten Duncan Rasmussen ser frem til de kommende måneder i AaB.
- Den helt store forventning til opholdet er at undgå nedrykning. Det er helt sikkert det store mål, og den kamp glæder jeg mig til at være en del af sammen med resten af holdet.
- Herudover har jeg et godt forhold til Kent Nielsen, som jeg synes, er en rigtig god træner. Det betød bestemt noget for mine overvejelser, at jeg kender ham i forvejen, ligesom han kender mig og ved, hvad jeg står for som spiller, siger Duncan.
Morten Duncan Rasmussen, der har spillet fem A-landskampe for Danmark, får trøje nummer 11 i AaB.


Seneste nyt

fra Nordjylland