Mulig cykeltyv anholdt

Foto: Per Frank Paulsen

Politiet har tidligt fredag morgen anholdt en mulig polsk cykeltyv i Aalborg.

En polsk mand er fredag morgen klokken 04.15 blevet anholdt af politiet. Manden kørte i en kassevogn, og på ladet havde han 12 cykler og en påhængsmotor. Den polske mand kunne ikke forklare, hvor han havde cyklerne og motoren fra.

- Patruljevognen stoppede bilen og undersøgte ladet. Mandens forklaring strittede i flere retninger, og derfor blev han taget med på stationen, siger Per Vagn Nielsen, vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Hvordan den polske mand er kommet i besiddelse af cyklerne og påhængsmotoren vil politiet forsøge at finde ud af i løbet af fredag formiddag. Han har formentlig stjålet cyklerne i Aalborg.

Bilen vil også blive undersøgt fredag, og hvis der ikke dukker nye fund op, vil manden formentlig få en bøde og blive udvist af Danmark, forklarer Per Vagn Nielsen.