Museer skal betale millioner tilbage: Troede det var donationer

Limfjordsmuseet i Løgstør er et af de museer, der nu skal betale penge tilbage til Arbejdsmarkedets Feriefond. Penge museerne opfattede som donationer.

En million kroner lyder ikke som en hel masse i den danske kultur- og museumsverden. Men for et enkelt museum med et årligt budget på seks millioner kroner, er en million rigtig mange penge.

Limfjordsmuseet i Løgstør kører netop med et budget på seks millioner kroner, og nu har de fået brev fra Arbejdsmarkedets Feriefond om, at de skal betale en million kroner tilbage. Millionen er et 23 år gammelt lån, som museet fik af fonden til at etablere et bådebyggeri, hvor de bygger historiske både. På papiret er der tale om et lån, men museet havde opfattet det som en donation.

- Der var en gentlemanaftale om, at hvis man fuldførte projekterne og holdt dem kørende i 25 år, ville lånet enten blive eftergivet eller forlænget med yderligere 25 år, siger museumsdirektør ved Limfjordsmuseet Anders Bloksgaard.

Samme opfattelse har en lang række danske museer haft, men de har nu alle fået besked fra Arbejdsmarkedets Feriefond om, at de skal tilbagebetale lånene på mange millioner kroner.

Det skyldes et politisk forlig fra 2014, der besluttede at beskære støtten til feriefonden så kraftigt, at fonden nu har besluttet at bede museerne tilbagebetale lånene.

I Vesthimmerlands Kommune er det ikke kun Limfjordsmuseet men også Vesthimmerlands Museum og Ertebøllecentret, der bliver ramt. Alt i alt skal museerne betale 18 millioner kroner tilbage. Penge hverken museerne selv eller kommunen kan finde i budgetterne.

- Vi har ikke 18 millioner kroner til den slags. Men det er helt sikkert, at der ikke er nogen museerne, der skal lide under det her, så vi må forsøge at forhandle med Arbejdsmarkedets Feriefond, og så må vi i byrådet se, om vi kan være med til at finde en løsning, siger borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Knud Kristensen (Konservative).

Museerne er nemlig en vigtig del af kommunen.

- Der kommer rigtig mange gæster på vores museer, og det er en væsentlig del af turismen, siger Knud Kristensen.

Museumsdirektøren er også bekymret for, hvad der kan ske, hvis ikke der findes en løsning på de økonomiske udfordringer.

- Jeg er nervøs for hele Limfjordens maritime kulturarv, for der fidnes ikke andre steder i verden, hvor man bevarer den, end det her sted, siger Anders Bloksgaard.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen er den ansvarlige minister for Arbejdsmarkedets Feriefond, og han vil i den kommende uge indkalde de partier, der stod bag forliget i 2014, til et møde, hvor de skal drøfte konsekvenserne af at beskære støtten til Arbejdsmarekdets Feriefond, og forsøge at finde løsninger på museernes økonomiske knibe.


Seneste nyt

fra Nordjylland