Museum beskyldes for fusk

Håndværkere fra Aalborg beskylder Nordjyllands Historiske Museum for at svindle med et knoglefund fra en udgravning i Aalborg for at vise, at de har ødelagt et oldtidsfund. Museet afviser beskyldningerne.

I forbindelse med et sokkelarbejde på Algade 28 gravede håndværkerne omkring to tons jord op i en container - uden at underrette Nordjyllands Historiske Museum.

Da museet fik nys om udgravningen, beslaglagde de jorden. Et billede af jorden, taget af museet, viser, at der er store knogler i den beslaglagte jord. Det fik håndværkerne til at underskrive en erklæring om, at de knogler ikke kan stamme fra den jord, de gravede op.

- En gravskovl har sådan set størrelse som et A4 ark. Og den knogle der er mere end A4 - både på den ene og på den anden vej. Så den ville vi havde opdaget, siger muremester Tommy Olesen til TV2NORD.

Museet afviser, at man har fusket med knoglerne.

- Vi er 100 % sikre på, at de knogler, der er på billedet, er fundet i jorden, siger direktør for Nordjyllands Historiske Museum, Lars Nørbach til TV2/NORD.

Bygherren, Hans Andersen fra City Ejendomme, skal nu betale omkring 200.000 kroner for at få jorden undersøgt.

- Jeg mener, at der er tale om en straffeaktion mod vores virke. De forsøger simpelthen at forhindre grundejeren i at udføre deres arbejde, siger Hans Andersen til TV2/NORD.

Det afviser museet.

Vi skal lave den arkæologi, som vi skal ifølge museumsloven. Og det gør vi uanset om man hedder Per eller Poul, siger direktøren for Nordjyllands Historiske Museum, Lars Nørbach til TV2/NORD.

Hans Andersen har tidligere været på kant med museet i forbindelse med genopbygningen af "Gavlhuset", Algade 9 i Aalborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland