Musikkens Hus leverer minioverskud med vilje

En kraftigt stigende omsætning og en minimalt overskud er overskrifterne i årsregnskabet for Musikkens Hus.

Musikkens Hus har netop fejret sin to års fødselsdag og onsdag er husets årsregnskab for 2015 blevet offentligjort. 2015 var Musikkens Hus' andet driftsår.

Regnskabet omfatter Musikkens Hus, Musikkens Spisehus og Aalborg Operafestival og viser en stor stigning i omsætningen, der steg med 15 procent fra 87,6 millioner til 100,8 millioner.

Overskudet for den samlede forretning faldt i 2015 dog fra 4,1 millioner til kun 0,4 millioner. Den mindre indtjening er ifølge pressemeddelelsen fra Musikkens Hus dog et bevidst valg.

- Musikkens Hus er sat i verden for at fremme den musikkulturelle aktivitet i Nordjylland, og kultur koster – ofte også selvom vi spiller for udsolgte huse, forklarer adm. direktør Lasse Rich Henningsen og fortsætter.

- I vores første leveår drev vi huset med en ekstraordinær økonomisk forsigtighed med et stort overskud til følge. Her i andet leveår har der været færre ubekendte, og vi har nu maksimeret kvalitet og aktivitetsniveau og minimeret overskuddet uden dog at nærme os røde tal. Det har været en hel bevidst prioritering fra bestyrelsens og ledelsens side.

2015-programmet i Musikkens Hus var markant mere proppet end i 2014. Både hvad angår kvantitet og kvalitet var 2015 et stort år for Musikkens Hus, og det afspejles i antallet af gæster i løbet af året. På de 12 måneder besøgte 328.000 personer Musikkens Hus, og det er hele 49 procent flere end året før.

80 procent af arrangementerne i Musikkens Hus var i 2015 udsolgt, og i gennensnit var belægningen til arrangementer i kulturhuset på havnefronten på 85 procent. 

Vi ønsker ikke bare at tilfredsstille en eksisterende efterspørgsel. Vi har en ambition om at øge efterspørgslen yderligere ved fortsat at udvide udbuddet og kvalitetsniveauet.

- Hvor stort var behovet for Musikkens Hus, og hvor stor var efterspørgslen efter de klassiske musikgenrer i Nordjylland? Det var et spørgsmål, der var meget svært at besvare præcist, inden Musikkens Hus blev åbnet, siger Lasse Rich Henningsen retorisk og fortsætter. 

– Her kan vi allerede efter to år konstatere, at efterspørgslen og bredden af efterspørgslen har overgået alle forventninger. Men vi ønsker ikke bare at tilfredsstille en eksisterende efterspørgsel. Vi har en ambition om at øge efterspørgslen yderligere ved fortsat at udvide udbuddet og kvalitetsniveauet. Indtil videre har vi kunnet udvide både udbud og efterspørgsel, og det fortæller os, at markedet for den type arrangementer, som vi er specialiserede i, langtfra er mættet.

 

Fakta om Musikkens Hus

Musikkens Hus er en af Skandinaviens største og flotteste bygninger dedikeret til musik. Huset er tegnet af det internationalt anerkendte østrigske arkitektfirma Coop Himmelb(l)au og blev indviet i marts 2014.
 
Bygningskomplekset er på mere end 20.000 kvadratmeter og indeholder fem scener: Foyeren i tre niveauer med plads til 2.150 publikummer, Koncertsalen med plads til 1.298 publikummer, Intimsalen med plads til 425 publikummer samt Klassisk Sal og Rytmisk Sal hver med plads til 200 publikummer.
 
Musikkens Hus er udover egen koncertaktivitet hjemsted for Aalborg Symfoniorkester, Det Jyske Musikkonservatoriums Aalborg-afdeling, Musikuddannelserne på Aalborg Universitet, Orkester Norden, Aalborg Operafestival samt Musikkens Spisehus.
 
Musikkens Hus er bygget af Realdania, Aalborg Kommune samt en række private bidragydere. 

 

 

Flere nyheder fra TV2 Nord