Muslingefiskeri med måneders forsinkelse

Med to måneders forsinkelse kommer fiskeriet efter industrimuslinger i gang i Limfjorden fra mandag.

Efterårets fiskeri efter industrimuslinger i Limfjorden
starter mandag med to måneders forsinkelse. Og da de 51 involverede fiskerbåde ikke kan nå at indhente det tabte fiskeri, regner de med at gå ud af 2008 med et nul på bundlinjen i bådenes regnskaber.

Det oplyser deres formand for Centralforeningen for
Limfjorden, Benny Andersen.

Fiskerne modtog fredag analyseresultatet af de obligatoriske vandprøver, der er fri for giftige alger. Og da også muslingerne efter forsinkelsen har opnået en tilstrækkelig stor kødprocent, har fiskerne besluttet at gå i gang i Skive Fjord og Løgstør Bredning.

I modsætning til almindeligt fiskeri er det Limfjordens
muslingefiskere selv, der forvalter fiskeriet. For at holde
bestanden ved lige har de pålagt sig selv en fangstkvote på ugentlig 45 ton per skib, hvor de ellers har tilladelse til at skrabe 85 ton op. Og den lave fangstkvote fastholder de.

Muslingefiskeriet i Limfjorden beskæftiger omkring 70 mand på søen og 300 mand i land i forarbejdningsindustrien og blandt smede og elektrikere samt andre, der servicerer fiskerne.
Fiskerne er i år også ramt af lavere afregningspriser for deres fangster. Men ifølge formanden er ingen fiskere gået neden om og hjem som følge af den dårlige økonomi i årets fiskeri.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland