Muslingefiskeri stopper i Limfjorden

Limfjorden er lige nu ramt af det værste iltsvind i 15 år, og situationen bliver værre uge for uge.

- Der er stor frustration og nervøsitet blandt muslingefiskerne, der ikke ved, hvornår de kan fiske igen, siger Viggo Kjølhede, der er formand for foreningen Muslingeerhvervet.

En tredjedel af Limfjorden er ramt af kraftig iltsvind. De 32 muslingefiskere, der er i Nordjylland, fik i dag besked på at indstille arbejdet.

- Der er rigtig mange fiskere her i Nordjylland, der har muslingerne som levebrød, og som nu går med ondt i maven. Vi har også en stor industri, der er afhængig af muslingerne, forklarer Viggo Kjølhede.

Fra Naturstyrelsen lyder det, at vi skal helt tilbage til 1999 for at se et så udbredt iltsvind, som det vi ser i Limfjorden.

- Efter de nyeste målinger, vi har lavet, kan vi konstatere, at det er det værste iltsvind i 15 år, siger Bent Jensen, der er miljøkonsulent i Naturstyrelsen.

Årsagen er det rekordvarme vand og næsten ingen vind. Selv de ellers hårdføre muslinger i Limfjorden dør af iltmangel.

- Vi ser vandtemperaturer på 24 grader, og muslingerne kan ikke holde til det varme vand og den varme luft, de kommer op i. Vi kan ikke nå at få dem kølet og bakket ned, siger Viggo Kjølhede fra Muslingeerhvervet.

Foreløbig er der ingen bud på, hvornår fiskeriet genoptages. Vejret skal først forandre sig med mere vind og mindre varme.

Fiskerne har indtil nu fanget muslinger til forskellige restauranter og havde håbet at kunne starte det ordinære fiskeri fra den 1. september. Men udsigterne er ikke alt for lovende.


Seneste nyt

fra Nordjylland