Mysterium: Der er strøm i jorden!

05:25

Foto: Per Frank Paulsen

1 af 2

En landmand fra Dronninglund er frustreret. Igennem flere år har han døjet med strøm, der siver rundt i jorden under hans ejendom. Både hans familie og hans griseproduktion bliver påvirket af strømmen, men eksperterne kan ikke forklare, hvor det kommer fra.

Lars Peter Simonsen er ved at miste fatningen. I flere år har uforklarlig strøm løbet rundt både i jorden ved hans ejendom og i inventaret inde i hans grisestald. Også grisene mærker det.

- Det er unaturligt, sådan som de står. De vil aflede strømmen, og så sætter de snuden ned i vandventilerne, siger Lars Peter Simonsen fra Dronninglund.

Det er flere år siden familien første gang opdagede problemet.

- Vi opdagede det, da vi var væk herfra og på ferie. Så sover vi godt, og stod udhvilet op. Når du er her, så er der en sitren i kroppen, og du sveder. Du kan også se på grisene, at de opfører sig anderledes, når det er slemt, fortæller Kirsten Simonsen, der er Lars Peters hustru.

Flere af Lars Peter Simonsens grise er tilsyneladende døde af uforklarlige årsager. Han har også observeret, at de bider hinanden og har maveproblemer. Han er sikker på, at strømmen er synderen.

Eksperter fra Danmarks Tekniske Universitet har i den seneste tid fulgt med i, hvad der sker på ejendommen i Dronninglund. Med jordspyd gravet ned seks steder rundt om ejendommen og elektroniske målere indenfor, modtager DTU målinger fra stedet hvert tiende sekund. Det fortæller Esben Larsen, der er lektor på DTU, og arbejder på at opklare mysteriet i Dronninglund. Han følger med på måleudstyret fra sit kontor i København.

- Det er sådan set spændinger. Og det vil sige, at hvis der er spændinger, så er der mulighed for at der kan løbe en strøm. Og hvis grisen står uheldigt, så kan strømmen løbe igennem grisen, siger Esben Larsen.

Esben Larsen fra DTU bekræfter udsving i målingerne, og fortæller, at han efterprøver forskellige teorier om, hvor spændingerne kommer fra. Men hans teser vil han ikke dele, før de eventuelt er bekræftet.

- Det er meget komplekst, der er ikke nogle lette løsninger, så lad os bare kalde det et mysterium. Jeg tror egentligt ikke at vi løser det, men vi bliver i hvert fald klogere på, hvad der sker, når vi har nogle spændinger i nærheden af grisen, siger han.

Gården i Dronninglund er omringet af både vindmøller, jord - og luftkabler med stærkstrøm. Lars Peter Simonsen mistænker selv, at en af de installationer kan være kilden til strømmen.

Stedet er Lars Peter Simonsens fødegård. Selv om slægten har boet her i tre generationer, er han klar til at gå mod strømmen.