BLOG: Når fællesskab og folkemusik giver liv til et samfund

Frivillighed og lyst driver mange ting i løbet af sommeren rundt omkring i det nordjyske. Blandt andet til Skagen Festival, og det har direktør i Turisthus Nord, René Zeeberg, gjort sig nogle tanker om.

I dagene fra den 4. juli til den 7. juli spiller musikken igen ved Skagen Festival, som den har gjort siden 1971.  

Skagen Festival er dermed Danmarks ældste musikfestival, og gennem årene har festivalen kun vokset sig større og større. I år er der solgt 10.000 billetter, og vi kan forvente op mod 30.000 gæster i Skagen i løbet af festivalen.

Fra den første festival i ’Tuxens Villa’ til de nu fire hovedscener og en lang række afledte musikevents i Skagen. Det er blevet et signaturevent for Skagen, og et brand som i sig selv er i skandinavisk topklasse.

Gæster fra hele verden flokkes mod Skagen hvert år, og musikprogrammet rummer såvel danske som internationale anerkendte folkemusikere. Faktisk er hele 21 nationer repræsenteret, når musikken går i gang i år.

De lokale imponerer

Det er imponerende tal, synes jeg. Men mere imponerende er det, at der bag festivalen står en frivillig koordinationsgruppe, som arbejder ulønnet 365 dage om året. Og under selve festivalen sørger hele 650 frivillige for, at de mange publikummer og kunstnere kan få mad og drikke, at der er lys og lyd på scenen, og alle de andre små og store praktiske ting, som der skal være styr på, for at en festival kan klappe. Alt det gør Skagen Festival til et af de største årligt tilbagevendende events i Nordjylland - til stor glæde for både Skagens gæster og erhvervsliv.

Man siger at ’Frivillighed blomstrer af lyst og dør af pligt’, og selvom der fortsat er en række af de oprindelige initiativtagere blandt arrangørerne, så er det afgørende for festivalens fortsatte succes, at man kan opretholde gejsten og dermed et frivilligt mandskab – ikke mindst også for byen.

Her er det nemlig vigtigt at forstå at Skagen Festivalen har en helt særlig rolle i samfundsøkonomien. Skagen Festival er en magnet for gæster og dermed handlende til Skagen. Der kommer helt enkelt flere folk til byen takket være festivalen.  

Derfor er butikker og overnatningssteder også afhængige af den økonomi, som eventet tilfører lokalområdet. Hvis Skagen Festival pludselig forsvinder, vil der ikke kun mangle fire dage med musik og glade dage. Der vil mangle en vigtig del af fundamentet i byens økonomi.  

Frivillighed skaber ringe i vandet

Analyser fra VisitDenmark viser, at en kulturturist, der besøger en kystdestination, i gennemsnit bruger 750 kr. i døgnet på overnatning, forplejning, fornøjelser osv. Og med 30.000 gæster i løbet af de fire festivaldage, giver det en meromsætning på 90 millioner kroner. Fordi hver million kroner i turismeomsætning kan ’oversættes’ til 1,26 årsværk, er der altså også ca. 110 lokale arbejdspladser i de frivilliges indsats.

Men det behøver selvfølgelig ikke handle om kroner og ører det hele. Jeg tænker, at alle vi, der elsker den gode musik ved Skagen Festival, ikke kun skal klappe af musikerne, men også huske at give de frivillige et klap på skulderen, fordi det har de fortjent.

Om bloggeren:

René Zeeberg er direktør i Turisthus Nord og har ansvaret for turismen på Toppen af Danmark. Her sidder han bl.a. i bestyrelsen for Arena Nord, Cruise Skagen og Nordjyllands Kystmuseum. Udover et år ved UNESCO i Bangkok er René Zeeberg et rendyrket barn af Nordjylland med rødder i Aalborg, Hjørring og sit professionelle virke i Frederikshavn, Sæby og Skagen. René blev i 2014 kåret som Årets Unge Erhvervsleder i Danmark for sit virke som Erhvervs- og Turistchef i Jammerbugt Kommune.
Han blogger om rejser, kommunikation og om nordjydernes finurlige adfærd. René er gift med Nina, der arbejder som selvstændig børnepsykolog, og sammen har de to børn.


Debat

210918 René Zeeberg

Turismedirektør: - Håb er ikke en strategi

030118 Christian Roar Pedersen - sognepræst, Hals.jpg

Præst omfavner julesorgen: - Vi skal invitere vores døde med rundt om det tændte juletræ

christian borrisholt steen blog 2020

Blog: At rejse er at leve

Tonny Thorup er direktør for Destination NORD.

Frem med visa-kortet: Gå trygt ud og spis!

indlæs flere

Seneste nyt

fra Nordjylland