BLOG: Når kæden hopper af i ferien

Direktør for Turishus Nord, René Zeeberg, blogger på TV2nord.dk Foto: Mick Anderson

Ferien er årets højdepunkt. Det er her, at familien skal nyde store oplevelser, hygge sig og bare slappe af. Men når man rejser, kan der opstå uforudsete forhindringer: Et aflyst fly, en mistet taske eller måske en kø på Autobahn. Det kan få kæden til at hoppe af og forvandle årets højdepunkt til et mareridt for hele familien.

Har I lagt en plan for, hvad I gør, hvis kæden hopper af på ferien?

For nyligt skulle jeg flyve retur fra Hamborg mod Aalborg, men på grund af en strejke hos personalet i Hamborg Lufthavn var alle fly aflyst.

Det gav selvsagt anledning til en del tumult, for vi var mange, der nu stod i en uventet situation. For hvordan kommer man nu frem til sit rejsemål?

Dér, midt i menneskemylderet i afgangshallen i Hamborg lufthavn, blev jeg vidne til en familie, hvor kæden var hoppet af.

De manglende fly havde tilsyneladende fuldstændig saboteret familiens ferieplaner.

Far og mor var tydeligt ophidsede og skændtes højlydt med hinanden. Bag ved forældrene stod familiens børn - to piger på 6-8 år, der var helt opløst i gråd. Men forældrene havde hele deres opmærksomhed og vrede rettet mod hinanden. 

Alt skal være perfekt

Synet af de grædende børn fik mig til at tænke over, at vi ofte får skabt nogle meget store forventninger til ferien. Og hvis noget går skævt, så er det, som om hele verdenen ramler.

Vi får skabt meget høje forventninger: Nu skal vi alle sammen afsted – alting skal være perfekt og intet må gå galt. Vi har ventet et helt år. Nu er det nu.

Men når der så kommer forhindringer undervejs, så kan det nogle gange føles som om, at hele ferien er ødelagt. Pludseligt ser det ud som om, at alle de store forventninger om den perfekte ferie ramler som et korthus.

Hvis bilen punkterer undervejs til sommerhuset, bliver vi forsinkede, men det er jo ikke det samme, som at ferien er helt spoleret. Hvis flyet er aflyst, så er det træls. Men børnene vil sikkert hellere bruge ventetiden til at spille kort med forældrene end at være vidne til, at deres far og mor overfuser hinanden.

Læs også Blog: I Kina spiser de nordjyder 

Sænk skuldrene og træd to skridt tilbage

Min pointe er, at vi skal huske på, at ferien allerede begynder, når vi lukker hoveddøren bag os og tager afsted. Den begynder ikke først, når vi sidder med en is i strandkanten på feriestedet.  

Måske skal vi sænke skuldrene og slappe af allerede, når vi tager hjemmefra. Og hvis noget går galt undervejs på rejsen, så prøv at træde to skridt tilbage og overvej om dét, som du står over for, er en katastrofe eller blot en mindre forhindring undervejs.

Og for resten, så er det jo altid de ting, der gik lidt skævt, som bagefter giver de bedste historier til vennerne og familien, når ferien er afsluttet. De bedste ferieminder, som jeg har, indeholder alle et element af noget uforudset, som for eksempel da min gamle Golf II stod af i Brennerpasset.

Jeg er sikker på, at du også har en historie at dele.

OM BLOGGEREN

René Zeeberg er direktør i Turisthus Nord og har ansvaret for turismen på Toppen af Danmark. Her sidder han bl.a. i bestyrelsen for Arena Nord, Cruise Skagen og Nordjyllands Kystmuseum. Udover et år ved UNESCO i Bangkok er René Zeeberg et rendyrket barn af Nordjylland med rødder i Aalborg, Hjørring og sit professionelle virke i Frederikshavn, Sæby og Skagen. René blev i 2014 kåret som Årets Unge Erhvervsleder i Danmark for sit virke som Erhvervs- og Turistchef i Jammerbugt Kommune.
Han blogger om rejser, kommunikation og om nordjydernes finurlige adfærd. René er gift med Nina, der arbejder som selvstændig børnepsykolog, og sammen har de to børn.

 

Download vores nye app!
Download vores nye app!
Download vores nye app!

Forsiden lige nu