Naboer frygtede at familie var brændt inde

Foto: Per Frank Paulsen

En brand i Søndergade i Løkken fik adrenalinen til at stige hos indsatsleder.

Hjørring Kommunes beredskab fik tirsdag klokken 7.18 en alarm om brand i et hus på Søndergade i Løkken.

- Vi fik at vide, at der var ild i et soveværelse, og der var flere naboer, der frygtede at en mor med to børn og så i øvrigt en hund var hjemme, fortæller indsatsleder Jesper Ludvigsen.

- Familien plejede nemlig at aflevere hunden ved naboerne, når de ikke var hjemme, så de havde jo egentlig god grund til at frygte det værste. Og jeg skal da ærligt sige, at adrenalinniveauet steg betragteligt, da vi fik den melding, siger indsatslederen.

Det viste sig dog at kvinden og i hvert fald de to børn var ved lægevagten, og derfor heldigvis ikke var hjemme. Om de havde deres hund med, er endnu uvist.

- Soveværelset er udbrændt, men det er også rigtig billigt sluppet, når man i første omgang frygtede for tre menneskeliv, siger indsatslederen.

Den ildevarslende førstemelding betød, at man rekvirerede tre ambulancer, en lægebil og så et brandslukningskøretøj fra Løkken.

Flere nyheder fra TV2 Nord