Nabostrid i Mou

Svineproducent Søren Birk Nielsen har siden 2006 forsøgt at få godkendt sin udbygning.

En svineproducent i Mou kæmper på 8. år for at få lov til at udvide sin produktion. Teknik- og Miljøforvaltningen ved Aalborg Kommune har givet tilladelse til projektet til stor utilfredshed for svineproducentens naboer. Nu skal Byrådet på mandag tage stilling til, om tilladelsen skal trækkes tilbage.

- Der må jo være mange mennesker, som ikke har øje for, hvor pengene til vores velfærd skal komme fra. Der er kun produktionen til at betale, og produktionen skal være et sted, og jeg synes så, at den skal være her, siger Søren Birk NIelsen til TV2/Nord.

Naboerne til Møllegården er bekymrede over udsigten til flere svin. De frygter lugtgener, støj og meget trafik.

- Der er rigtig mange af os, der bliver stavnsbundet. Jeg ved ikke, om du kunne tænke dig at købe et sted så tæt op ad en svinefarm, spørger Anne-Marie Fischer Rasmussen, der bor få hundrede meter fra svinestalden.

Hun flyttede til Mou for sytten år siden, da naboen havde kvæg - og ikke svin, og det havde hun ikke gjort, hvis det havde været, som det er i dag.

Derfor indkaldte hun de øvrige naboer og lokale politikere til et infomøde. Dansk Folkepartis gruppeformand Kirsten Algren har på baggrund af det møde anmodet Byrådet om, at udvidelse af slagteproduktionen ikke bliver godkendt.

Det har Søren Birk Nielsen til gengæld ikke meget til overs for.

- Sådan er vilkårene. Når det er valgår, bliver man useriøs, siger han.

Hos Agri Nord ærgrer man sig over, at udvidelser af svineproduktion kan trække sådan ud.

- En svinestald har en levetid på 10-15 år, så hvis der ikke hele tiden bliver bygget nyt og renoveret, så kommer staldene til at stå tomme, og det er ved at ske, og dermed bliver grisene kørt sydpå og skaber arbejdspladser dernede, og det synes jeg er rigtig ærgerligt, siger Henning Bang, der er svineproduktionskonsulent his Agri Nord.

Sagen skal for Byrådet i Aalborg på mandag.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord