Narko-bande fængslet

De fire nordmænd, der er sigtet for smugling af en stor mængde narko, er netop blevet fristforlænget fire uger, det vil sige, at de fortsat er fængslede.

De fire er sigtet for at forsøge at smugle 250 kilo hash fra Danmark til Norge.

De blev afsløret i en storstilet politiaktion 6. januar i Aalbæk Havn.

En motorbåd kom den pågældende nat sejlende fra Norge til Ålbæk Havn mellem Skagen og Frederikshavn.

På havnen ventede to nordmænd med 250 kilo hash - og politiet. Da politiet gav sig til kende, forsøgte mændene at stikke af i båden. Men politiet lå også klar i en båd ude på vandet.

Aktionen udviklede sig yderligere, da en betjent fra politiets aktionsstyrke sprang over i smuglerbåden. Her havde en 49-årig nordmand ikke tænkt sig at give op og skød betjenten to gange i lysken.

Politiet besvarede ilden og dræbte den 49-årige med skud i hovedet og i brystet.

Ud over de fire anholdte og varetægtsfængslede er også en femte, en 28-årig mand, sigtet og fængslet.

Nordjyllands Politi er fortsat i gang med at efterforske den omfattende narko-smuglersag.


Seneste nyt

fra Nordjylland