Narkohandel gav to års fængsel

Frikendelse omstødt i landsretten

En 21-årig mand fra Aalborg blev i dag idømt to års ubetinget fængsel for sin rolle i salget af et kilo kokain.

Byretten frikendte i november sidste år manden, fordi retten ikke mente, at han skulle straffes for at føre telefonsamtaler med de andre involverede i en narkosag - og formidle kontakten mellem dem.

Men Vestre Landsret var altså af en anden mening og gav i dag den 21-årige to års fængsel. Det fortæller DR Nordjylland.

I april sidste år formidlede den 21-årige kontakt mellem en bekendt, som havde brug for penge til at købe det store parti kokain, og en person i sin familie, der muligvis kunne hjælpe den bekendte med købet.

Det var meningen, at stoffet derefter skulle sælges videre i mindre portioner.

Politiet aflyttede dog samtalerne mellem de involverede, og det fældede den 21-årige mand.


Seneste nyt

fra Nordjylland