Naturstyrelsen: - Ikke kun vores beslutning at nedlægge campingplads

Selv om Tranum Klit Camping skal nedlægges til årsskiftet, vil det stadig være muligt for spejdere og skoleklasser at benytte pladsen.

Det har vakt en del forurore blandt fastliggere og forpagter, at Naturstyrelsen i sidste uge meddelte, at Tranum Klit Camping, som er ejet af staten, skal nedlægges som campingplads ved årsskiftet. Men det er ikke udelukkende Naturstyrelsens beslutning.

Det meddeler styrelsen i en pressemeddelelse.

- Som en del af regeringsgrundlaget skal staten sælge 16 campingpladser. Tranum Klit Camping ligger i et område med flere både statslige og private campingpladser, der er i indbyrdes konkurrence. Forventningen er derfor, at nedlæggelsen af campingpladsen vil give de omkringliggende pladser et bedre indtjeningsgrundlag, skriver Naturstyrelsen. 

Tranum Klit Camping skal i stedet omdannes til naturområde, så det bliver del af det større område, pladsen ligger i. Men Naturstyrelsen lader en toiletbygning blive stående på arealet, så pladsen fremover kan benyttes som lejrplads til almene formål af eksempelvis spejdere og skoleklasser.

- Nedlæggelsen af campingpladsen betyder, at vi får et endnu større sammenhængende naturområde, der gør det nemmere at pleje og forbedre naturen, samtidig med at området stadig kan bruges af børn og unge, der vil på udflugt i de åbne vidder, siger skovrider Jesper Blom-Hansen fra Naturstyrelsen i Vendsyssel.

Men det er altså ikke en beslutning, der har vakt synderlig begejstring på campingpladsen, hvor fastliggere og forpagter fik nyheden i sidste uge.

- Det er en hamrende udemokratisk beslutning, der er truffet i naturstyrelsen uden at tage nogen med på råd, siger Finn Hviid Bredahl, fastligger i Tranum Klit Camping

Forpagteren af campingpladsen i Tranum er lige så overrasket som gæsterne.

- Det kom som et chok både for os, der driver stedet, og også for gæsterne. Jeg havde forestillet mig, at pladsen skulle føres videre. Den har været her siden 1960. Vi har fastliggere, der har været med fra første dag. Og mange gæster har været her i 30-40 år, siger Torben Rolighed, forpagter af Tranum Klit Camping.

Nedlæggelsen sker, når den nuværende forpagters kontrakt udløber den 31. december i år. 


Seneste nyt

fra Nordjylland