Nederlag til Aalborg Håndbold

KIF Kolding hentede klubbens første sejr i slutspillet, da holdet vandt 37-31 ude over Aalborg Håndbold.

KIF Kolding lever fortsat i slutspillet af herrernes bedste håndboldrække.
Det står klart, efter at Kolding-holdet lørdag slog til med en sejr på 37-31 ude over Aalborg Håndbold, som ellers havde vundet de første tre kampe i slutspillet.

Sejren er vital for KIF Kolding, som efter tre nederlag på stribe var presset til at få point for at bevare muligheden for at avancere til DM-semifinalerne.

Og det lykkedes i en larmende kulisse i Gigantium i Aalborg. Ikke mindst takket være storskytten Lasse Boesen, som fra sin position på højre back hamrede scoring på scoring ind.

Også Lars Christiansen virkede opsat efter den seneste tids medieballade mellem ham og landstræner Ulrik Wilbek, som for nylig valgte at holde den snart 40-årige venstrefløj ude fra en A-landskamp mod Tyskland i Herning.

KIF Kolding grundlagde sejren med en offensivt fremragende første halvleg, hvor Aalborg-målmanden Ole Erevik blev skudt helt i sænk.
Også KIF Koldings målmand, Fredrik Ohlander, måtte vente i lang tid på sin første redning, men svenskeren var til sidst i første halvleg med til at sikre pauseføringen 19-14.

I anden halvleg fornemmede man for alvor, at kampen nærmede sig en afgørelse, da Lasse Boesen lavede to mål efter smarte skudfinter, hvorefter Fredrik Ohlander ved stillingen 23-17 reddede et straffekast fra Aalborgs Håvard Tvedten.

KIF Kolding kørte herefter sejren sikkert hjem.
I den anden kamp i puljen vandt Bjerringbro-Silkeborg 22-21 ude over Viborg HK efter en meget lige kamp.
Bjerringbro-Silkeborg topper slutspilspulje 2 med syv point, mens Aalborg Håndbold har seks point.
KIF Kolding følger efter med fire point, mens Viborg HK har to point på sidstepladsen.
Viborg har ingen mulighed for at gå videre til semifinalerne.
/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland