TV2 Nord

Nedlæggelse kan få store konsekvenser

Foto: Iben Hedemann

I går blev det bestemt, at Dronninglund Sygehus nedlægger 24 sengepladser. I dag er det så dagen derpå i den lille by.

I Dronninglund slikker man i dag sårene. Nedlæggelsen af de 24 sengepladser får konsekvenser for andre end bare patienterne. Et af de firmaer, der nyder godt af sygehuset er Lynges Taxa. Her kører man både med patienter, pårørende og læger.

- Vi kører transport til og fra sygehuset 15-20 gange om ugen, og det svarer til en omsætning på 12-16.000 om måneden, siger Jens Erik Jakobsen, der er indehaver af Lynges Taxa.

I det hele taget er nedlæggelsen af den medicinske afdeling noget, der kan få betydning for mange erhverv i byen. TV2/Nord har i dag talt med to af byens nuværende samt en nu pensioneret blomsterhandler. Alle sammen fortæller, at sygehuset er giver en stor del af omsætningen.

Det var da heller ikke uden kamp, at regionsrådets beslutning om at lukke afdeling M3 blev gennemført. Således har Støtteforeningen for Dronninglund Sygehus kæmpet med næb og klør for at bevare afdelingen. Formanden frygter nu, at det får betydning for fremtiden

- Når man lukker et afsnit er det i min verden meget let at komme til at tænke på, hvornår man så lukker et mere, og vi har jo trods alt ikke så mange at tage af, siger Frits Danielsen til TV2/Nord.

Den frygt deler man hos Lynges taxa

- Det, vi er bange for, er jo, at når først de tager en lille del af kagen, så tager de hele kagen til sidst, og så har vi slet ikke noget tilbage af vores kørsel i Dronninglund-området, siger Jens Erik Jakobsen.

Har du et godt tip?