Nedturen fortsætter for Aalborg DH

Aalborg DH led onsdag sit sjette nederlag i træk i Toms Ligaen, da Ikast-Bording besejrede nordjyderne i deres egen hule med 34-30.

Det er længe siden, at Aalborg DH's kvinder har sunget sejrssang i omklædningsrummet efter en Toms Liga-kamp. Ikke siden 12. september har holdet forladt banen som vindere, og onsdag gik der galt for sjette gang i træk, da Ikast-Bording vandt med 34-30 på nordjydernes hjemmebane i Gigantium.

Gæsterne stillede endda op uden de skadede profiler Katja Nyberg og Isabel Blanco, men havde dog Tanja Milanovic tilbage på holdet efter en længere skade, og serberen blev da også en af midtjydernes store profiler. Samtidig blev der givet comeback til veteranen Tonje Kjærgaard, som dog kun var inde et par gange som afløser for Louise Svalastog på stregen.

Efter pausen, hvor stillingen hed 13-13, trak Ikast-Bording en smule fra og var hele tiden et par mål foran hjemmeholdet, der fortsat har svært ved at nå det niveau, der sikrede en tredjeplads i sidste sæsons grundspil. Holdet har kun fire point efter otte kampe og er placeret i den tunge ende af tabellen. Ikast-Bording er derimod nummer to med 12 point, fire point efter Viborg, der besejrede FCK Håndbold med 29-25 og dermed fortsat ikke har sat point til.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland